Solstrålen

Taxaen bremsede hårdt op. Moren stadig paf, chaufføren sur, urolig og forvirrede sprang ud, for at se om han var okay. Han havde allerede rundet hjørnet og forsat ned af vejen mod parken.Tårer trillede ned af kindene på ham, men ingen havde lagt mærke til det da det strømmede ned med regn.
    Han var gennemblødt og kold, men det eneste han kunne fokusere på var hans far. Havde mor returnerede til værtshuset og skældt ham ud? Var hun ude på gaderne og lede after ham? Var far ligeglad i hans berusede tilstand, eller var han med ud og lede? Han fandt ly i den forladte lagerhal ved parken. Han kollapsede og sorg overvældende ham. Han var rasende og ked af det. Hvorfor måtte han ikke se hans far mere. De elskede hinanden, det var det eneste der betød noget. Det skulle hun i hvert fald ikke have lov til at bestemme. Måtte han ikke se ham, så vil han ikke kom hjem. Sådan var det bare. Han følte sig gammel nok til at bestemme det.
     Der gik et par timer, det følte som 10. Han begyndt at føle sig ensom. Han ville ikke have de skulle være urolig men, hun havde fortjent det. Han blev enig med sig selv, at han blev nødt til at tag hjem. Men til hans far. Han tog den lange rute hjem, han ville øve på hvad han ville sige. Hvis han ikke måtte få lov til at se hans far, jamen så ville han bare løbe hjemmefra.
      Ise-Kaj og de andre var også ude og lede efter ham. Det var Peter som stødte på ham. Hans far var helt ude af den. Det var første gang i længe, han havde set hans far så seriøs. De stod begge i stuen med åbne arme. Han løb hen mod far og omfavnede ham. Mor stod med skuffelse tydeligt i øjnene. Han var altid mors lille dreng. Elskede han virkelig hans far så meget? De strålede med glæde som en solstråling gennem træerne på en varm sommers dag. I det øjeblik indså hun at lige meget hvor stor en alkoholiker han var, ville han altid betyde alt for ham.