Gem et lille smil

Ham: (Tager hendes hånd) " Nu må du ikke tro at det her er det eneste grund, til at jeg er kommet, men det her er virkelig vigtigt"

Britta: " Hva' hvad menere du?" (ligner et stort spørgsmålstegn)

Ham: (Tager et dybt indånding) " Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her.....men......se, jeg har ikke været sammen med nogen siden den nat, og der har været nogle problemer, så  jeg tog til lægen og har fået konstaterede at, vel, at jeg har fået gonore." (Hendes smil forsvandt hurtigt og jeg skyndte mig at forsætte)
" Jeg siger ikke at du vidste noget, øøhh, se jeg synes bare vi skal ned og få det checket, se om der er noget andet og få det medicin vi skal have og....".(det sidste fyret jeg bare af uden at stoppe for luft, hvad sker der, hun gør mig nervøs)

Britta : (Afbryder hans snakke anfald) "Rolig nu søde, så stor et problem er det ikke. Vi går ned og får det ordnet. Jeg er virkelig ked af det, havde ingen ide. Jeg har ikke været sammen med nogen siden min eks, og han sagde jeg var hans første."

Ham : " Nej det har du vel ret i. jeg tror bare jeg var bange for, at du ville flippe ud. Jeg kan godt lide dig. Du er en virkelig sød tøs."

Britta : (Smiler og rødmer lidt) Jeg kan også godt lide dig. Hvad skal du i morgen? For hvis du havde tid så kunne vi ta' til lægen sammen. Er lidt nervøs."

Ham: " Jeg har fri imorgen og vil gerne følge dig derned." (Smiler)

Britta: "Siden vi begge har fri i morgen så, har du måske lyst til at spise med, jeg kunne lave noget rigtigt lækkert mad, måske se en film og nyde en flask vin? Det er fint hvis du ikke har lyst"

Ham: " Det vil jeg meget gerne, på en betingelse, du tager på date med mig en dag snart."

Britta : (Smiler stort) "Ja det ville jeg meget gerne."

Solstrålen

Taxaen bremsede hårdt op. Moren stadig paf, chaufføren sur, urolig og forvirrede sprang ud, for at se om han var okay. Han havde allerede rundet hjørnet og forsat ned af vejen mod parken.Tårer trillede ned af kindene på ham, men ingen havde lagt mærke til det da det strømmede ned med regn.
    Han var gennemblødt og kold, men det eneste han kunne fokusere på var hans far. Havde mor returnerede til værtshuset og skældt ham ud? Var hun ude på gaderne og lede after ham? Var far ligeglad i hans berusede tilstand, eller var han med ud og lede? Han fandt ly i den forladte lagerhal ved parken. Han kollapsede og sorg overvældende ham. Han var rasende og ked af det. Hvorfor måtte han ikke se hans far mere. De elskede hinanden, det var det eneste der betød noget. Det skulle hun i hvert fald ikke have lov til at bestemme. Måtte han ikke se ham, så vil han ikke kom hjem. Sådan var det bare. Han følte sig gammel nok til at bestemme det.
     Der gik et par timer, det følte som 10. Han begyndt at føle sig ensom. Han ville ikke have de skulle være urolig men, hun havde fortjent det. Han blev enig med sig selv, at han blev nødt til at tag hjem. Men til hans far. Han tog den lange rute hjem, han ville øve på hvad han ville sige. Hvis han ikke måtte få lov til at se hans far, jamen så ville han bare løbe hjemmefra.
      Ise-Kaj og de andre var også ude og lede efter ham. Det var Peter som stødte på ham. Hans far var helt ude af den. Det var første gang i længe, han havde set hans far så seriøs. De stod begge i stuen med åbne arme. Han løb hen mod far og omfavnede ham. Mor stod med skuffelse tydeligt i øjnene. Han var altid mors lille dreng. Elskede han virkelig hans far så meget? De strålede med glæde som en solstråling gennem træerne på en varm sommers dag. I det øjeblik indså hun at lige meget hvor stor en alkoholiker han var, ville han altid betyde alt for ham.